Luxplus
Beauty som en passion

Beauty som en passion
Luxplus er et abonnements-baseret beautyunivers, der udfordrer den traditionelle måde at købe beautyprodukter på. Med fordelagtige og konkurrencedygtige medlemspriser, et enormt udvalg af produkter og et udpræget fokus på medlemsværdi har Luxplus skabt et stærkt univers, hvor convenience, pris og kvalitet går hånd i hånd – et univers hvor digital innovation spiller en central rolle når det kommer til at drive både vækst og langsigtet loyalitet.
Opgave
Som så mange andre abonnementsforretninger stod Luxplus over for en velkendt og tydelig udfordring, nemlig et relativt højt churn tidligt i medlemsrejsen. Når medlemmer ikke aktivt bruger deres abonnementer, falder den oplevede værdi og medlemskabet bliver et oplagt sted at spare, når de faste udgifter gennemgås over køkkenbordet.
Opgaven tog udgangspunkt i idéen om at udvikle et medlemsunivers, der kunne fungere som omdrejningspunkt for Luxplus’ abonnementsprodukt. Fokus var ikke på at tiltrække nye medlemmer, men i højere grad på at fastholde eksisterende medlemmer. Hvordan sikrer man, at medlemmer kontinuerligt får og oplever værdi af deres abonnement, samtidig med at købsoplevelsen bliver personlig og engagerende?Luxplus ønskede at gentænke måden, man beauty-shopper på, inspireret af sociale medier og community-tænkning, hvor engagement og inspiration står i centrum.
Det centrale strategiske spørgsmål var derfor ikke, hvordan Luxplus kunne sælge mere, men i højere grad hvordan værdien af et Luxplus-medlemskab kunne gøres nærværende og relevant i hverdagen – ud over de gode priser.
Løsning
Løsningen er en app, der samler e-commerce, community, oplevelse og personalisering i én flydende oplevelse. Med afsæt i fokusgruppeinterviews og en omfattende koncepttest på tværs af markeder, er appen udviklet som et supplement til Luxplus’ webshop, med det klare formål at styrke relationen til medlemmerne gennem daglig relevans, inspiration og en mere personlig måde at gå på opdagelse i beautyuniverset.
Appens design og UX er inspireret af de interaktionsprincipper, man kender fra sociale platforme, hvor alt indhold og al motion udspringer fra midten af skærmen og hvor man nemt kan swipe sig gennem indhold. ’Produkt-channels’ fungerer som appens rygrad og skaber en dynamisk og let tilgængelig struktur, der gør det nemt at udforske beauty på en måde, der føles personlig, relevant og altid opdateret, guidet smidigt på vej af brugeradfærd og individuelle præferencer.
Visuelt er der skabt et let og moderne univers, hvor farver bruges strategisk til at tilføre personlighed og emotionel værdi i de eksplorative dele af oplevelsen, som ’Rutiner’ og ’Your Beauty Shelf’. Her kan medlemmer gemme favoritprodukter, bygge personlige rutiner baseret på Luxplus’ anbefalinger og få et overblik over, hvad der passer til netop dem. Alt dette munder ud i en nyskabende, intuitiv og interagerende måde at shoppe beauty på. Oplevelsen gør det nemt at træffe valg, vende tilbage til velkendte favoritter og lade nye produkter indgå naturligt i eksisterende vaner. Selve shoppingoplevelsen holdes clean og enkel for at sikre fokus, overblik og en effektiv købsrejse.
Appen er udviklet i Flutter, integreret med Luxplus’ eksisterende infrastruktur og understøttet af datadrevne anbefalinger via Hello Retail.
Resultat
Resultatet er en skalerbar platform, der kan udrulles på nye markeder helt ubesværet og løbende udvides med nye funktioner og kommercielle muligheder uden at skulle gå på kompromis med brugeroplevelsen. Appen styrker medlemsrelationen og gør værdien af medlemskabet tydelig i hverdagen gennem personlig inspiration. Oplevelsen inviterer til gentagen brug og engagement, også mellem køb, og understøtter derfor også fokus på langsigtet loyalitet.
Appen er netop lanceret og er nu trådt ind i sin vigtigste fase, nemlig pladsen på forsiden af medlemmernes telefoner.












































